Aarhus Universitets segl

Undervisningsdeltagelse

Undervisningsdeltagelse

Aktiv tilfredsstillende deltagelse til bedømmelse

Ved undervisningsdeltagelse som prøveform bedømmes den studerende på baggrund  af, i hvor høj grad den studerendes deltagelse i undervisningen opfylder de faglige mål for faget. Deltagelse kan komme til udtryk i form af mange forskellige studenterbidrag, eksempelvis  studenteroplæg, aflevering af øvelsesopgaver, at give peerfeedback eller at revidere bidrag på baggrund heraf. Andre, mindre målbare krav, knytter sig til aktiv deltagelse i diskussioner og gruppearbejde.

Prøveformen må ikke forveksles med undervisningsdeltagelse som forudsætningskrav for deltagelse i ordinær eksamen, hvor undervisningsdeltagelsen bliver adgangsgivende for at den studerende kan gå til eksamen.

Didaktiske overvejelser:

  • Giver mulighed for tæt kobling mellem undervisning og udprøvning.
  • Prøveformen er potentielt set effektiv i forhold til gennemførelse.
  • Prøveformen er læringsorienteret, fordi den dels giver mulighed for at arbejde systematisk og formativt med indholdet med fokus på både tilegnelse og anvendelse, og dels muliggør tæt kobling mellem studieaktivitet og prøve.
  • Fordrer, at der arbejdes med et repertoire af studenteraktiviteter, hvis der ikke skal være tale om ren fremmøderegistrering. Formen er dermed ikke egnet til undervisningsforløb, hvor forelæsningen er den altdominerende undervisningsform.
  • Bemærk: Hvis kvaliteten af de studerendes indsats ikke inkluderes i bedømmelsen, men der blot vurderes om den studerende har afleveret tilstrækkelige antal bidrag,, kan prøveformen medføre manglende kvalitet i studieaktiviteterne. Den studerendes undervisningsdeltagelse vurderes ud fra i , hvor høj grad den studerende lever op til de faglige mål.
  • Valg af omprøve: På Arts er der praksis om ét fag, én prøveform som følge af bekendtgørelsens krav til alignment, hensynet til de studerendes gennemførsel og uddannelseseftersynets bestemmelser om hensynet til ressourceforbruget i administrationen. Der er dog samtidigt et juridisk krav om, at undervisningsdeltagelse ikke kan gentages som omprøve. Af denne grund skal det ved valg af omprøve tages højde for at vælge en prøveform, hvis indhold på bedste vis udprøver de studerende efter samme faglige mål og indhold som i den ordinære prøve. Typisk vil en portfolio-prøve være en oplagt omprøve, når den ordinære har været undervisningsdeltagelse, da denne prøveform kan indeholde flere forskellige typer af bidrag ligesom ved undervisningsdeltagelse.

Ressourcemæssige overvejelser:

  • For studerende: Giver jævn arbejdsbelastning hen over semestret.
  • For undervisere: Fordrer øget interaktion med de studerende både kvantitativt og kvalitativt.Underviseressourcer, der med andre prøveformer ville skulle bruges til traditionel summativ udprøvning bør transformeres til læringsorienteret udprøvning.

  • For administrationen: Kan i mange tilfælde afløse en administrativt kompliceret kombinationseksamen

Administrative og juridiske overvejelser:

  • Kan indeholde skriftlige opgaver, produkter, oplæg, peerfeedback mm. som ofte angives af underviser på Brightspace ved semesterstart. Indeholder gerne en refleksion over egen læringsproces

  • Underviser udfylder evt. protokol over, hvilke studerende, der har bestået eksamen og indleverer denne til eksamensmedarbejder

  • Aflevering af opgaver foregår mellem studerende og underviser i Brightspace

  • Bedømmes altid bestået/ikke-bestået

  • Ingen censur, da alene underviseren bedømmer de studerende

  • Kræver en særskilt omprøveform, da den studerende ikke kan gentage undervisningsdeltagelse til omprøven. Ved bestemmelse af omprøven tilstræbes, at den studerende kan genbruge elementerne fra den ordinære prøve til omprøven. Af den grund vil en god omprøve til undervisningsdeltagelse ofte være portfolio.