Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Formelle krav til studieordninger

Formelle krav til studieordninger

Det retlige hierarki

Love, bekendtgørelser, regler og strategier indgår i et hierarki. En regel må aldrig være i modstrid med reglen over i hierarkiet. Eksempelvis må AU's regler om prøver ikke være i modstrid med eksamensbekendtgørelsen. Dermed skal studieordninger leve op til alle regler ovenover dens placering i hierarkiet.

  • Love: udstedes af folketinget. Gældende love for studieordninger er f.eks. Universitetsloven.
    • Bekendtgørelser: udstedes af ministeren ud fra bestemmelserne i universitetsloven. Bekendtgørelser gældende for studieordninger er f.eks. uddannelsesbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen.
      • AU’s regler: udstedes af Aarhus Universitet og dækker f.eks. regler om brug af computere ved prøver.
        • Fakultets politikker og strategier: f.eks. uddannelseseftersynet og bestemmelser om projektorienteret forløb.
          • Vedtagne retningslinjer for studienævn på Arts: f.eks. regler om længde på specialeopgaver.
            • Studieordninger: godkendes af dekanen efter forslag fra studienævnet.
              Studieordninger er vanskelige at placere i det retlige hierarki, da studieordningens forskellige dele er underlagt forskellige niveauer af hierarkiet.  f.eks er det fastsat i universitetsloven, at studienævnet er udarbejder af forslag til studieordninger, i diverse bekendtgørelser er der fastsat rammer for prøver og studieordningens indhold og sidst kan AU, studienævn og ledelse fastsætte regler eller politikker, der påvirker regelgrundlaget i studieordningen.

Love, bekendtgørelser, regler og strategier

Alle love og bekendtgørelser kan findes på www.retsinformation.dk, som er den officielle og alment tilgængelige adgang til retsregler i Danmark.

Hvis loven er forældet, vil der stå historisk med grå skrift som baggrund. I så fald kan den nyeste udgave findes i menuen til højre på siden. Husk at der kan gemme sig efterfølgende lovændringer i kolonnen til højre (Senere ændringer i forskriften), også selvom der ikke står Historisk i baggrunden.

Andre retningslinjer

Bologna-processen

Bologna-processen er ikke en del af det retlige hierarki, men studieordninger på Arts skal leve op til aftalerne af bologna-processen, da Danmark medvirker i dette europæiske samarbejde om at skabe et fælles rum for videregående uddannelser i Europa. Læs mere om Bologna-processen under om studieordninger.

ECTS

I Danmark har anvendelsen af ECTS været obligatorisk i alle danske videregående uddannelser siden 2001.

ECTS står for European Credit Transfer System. ECTS-systemet er et internationalt pointsystem der er konstrueret, så et års fuldtidsuddannelse udgør 60 ECTS-point. ECTS er således en  angivelse for den arbejdsbelastning som gennemførelsen af et givet fag eller uddannelsesforløb er normeret til.

I fælles, europæisk sammenhæng betyder det, at en typisk fuldtidsstuderende forventes at have en arbejdsbyrde på mellem 1.500 og 1.800 timer på et studieår for at realisere de faglige mål for en uddannelse. I udarbejdelsen af studieordninger skal fagmiljøet tage højde for om den studerendes arbejdsbelastning og fagenes faglige mål svarer til fagenes angivne ECTS normering.

Læs mere om ECTS